MixSpring / TEAM – GYM
(1. Holdet)
Konkurrencegymnastik for øvede gymnaster, der har lyst til at lære meget gymnastik (både spring & rytme), styrketræning og socialt samvær.
På MixSpring er der både drenge og piger. Men kendetegnende for dem alle er, at de er villige til at gøre en ekstra indsats til hver træning samt lave styrketræning i deres fritid. Holdet er et udtaget hold og udtagelsen foregår den 16. og 18. august 2011. Før deltagelse til udtagelsen skal man kontakte os via følgende:
tlf. nr.: 86 18 56 18
Holdet er for de gymnaster, som har gået til springgymnastik i flere år. Som udgangspunkt skal gymnaster på dette hold kunne udføre udvidet rytmiske bevægelser samt lave flik-flak, kraftspring og startsalto på springbanen selv. På trampolin forventer vi spring som strakt overslag, strakt salto samt begyndende skrue bevægelser eller dobbelt rotationer. Aldersrammen på holdet er på nuværende tidspunkt fra 8 – 15 år. Holdet har en mix ynglingegruppe (14 – 16 år), hvor der springes meget svære spring. Øges denne gruppe med 4 – 6 dygtige gymnaster laver vi et konkurrencehold hertil.
For de gymnaster, som er udtaget til konkurrenceholdene (Pige Mini A & Pige Junior A) gælder, at de stiller op til konkurrencer ved Forbundsmesterskaberne og Jyske Mesterskaber. Alle gymnaster på holdet skal stille op ved Jyske åbne individuelle mesterskaber.
Holdet træner følgende dage:
Tirsdag: Spektrum multihallen kl. 18:00 – 20:30 (teknik- & springtræning)
Torsdag: Aula på Skovbakke skolen kl. 18:00 – 20:00 (serie- & rytmisk træning)
Søndag: Spektrum multihallen kl. 11:00 – 13:00 (teknik- & springtræning)
Sæsonen følger skoleåret, hvilket betyder, at vi kun holder pause i skolernes ferier.
Holdet tager til Italien sommeren 2012, hvor vi skal deltage i Festival del Sole fra den 1. juli 2012 – 6. juli 2012.
Der er forventet ekstra udgifter til holddragt, opvisningsdragt og deltagelsesgebyr ved konkurrencer.
Spring børnene skal træne gennem sæsonnen:
Rondat/Araberspring
Kraftspring
Kraft-salto
Salto-kraft-salto
Flik-flak
Tempo flik-flak
Flik-baglænssalto
Flik-strakt (m. skruer)
Dobbelt back
Strakt salto
Salto med skrue (½-1-1½)
Overslag
Tzukahara
Dobbelt rotationer
"Kontrakten"
Præmisserne/retningslinierne for at gå på konkurrencegymnastikholdet "1. holdet", har vi samlet i det dokument, vi kalder for ”Kontrakten”. Vi er udmærket klar over, at det i rent juridisk forstand ikke har nogen som helst sammenlignende status. ”Kontrakten” er for os, det sæt spilleregler børn og deres forældre skal kunne sige ”ja” til, for at gå på vores gymnastikhold. Kan man ikke det, skal man vælge et andet af de mange gymnastikhold, der tilbydes i Odder IGF.
--- KONTRAKTEN ---
Præmisser & retningslinier for børn på "1. holdet"
I gymnastiksalen forventer vi:
-
At barnet og dets forældre sætter træninger og konkurrencer i første række. Barnet skal kunne deltage i konkurrencerne og den sidste uges træning op til konkurrencen. Det betyder, at der ikke meldes afbud hertil med mindre, at noget helt særligt og uventet er hent såsom sygdom ol. Dette er en meget vigtig præmisse for os, og har man ikke lyst til, at gymnastikken skal have den form for styring på ens familieliv, så skal man ikke vælge vores konkurrencehold.
-
At barnet har lyst til at gå til konkurrence gymnastik på de præmisser, der beskrives her.
-
At barnet forstår at stoppe uønsket adfærd, når der bliver sagt stop.
-
At barnet deltager i det der bliver anmodet om. Dette betyder, at vi ikke vil diskutere med børnene om hvorvidt det kan være rigtigt, at vi skal springe dit eller dat. Ej heller om hvorvidt det kan være rigtigt, at vi skal øve serie og derfor ikke kommer til at springe.
-
At barnet er deltagende i hele opvarmningen.
-
At barnet er deltagende i alle former for styrketræning under træningen. Dette betyder, at barnet selv skal gå i gang med styrketræningen uden fis og ballade – pjat og fjolleri.
-
I det tilfælde, at vi gentagende gange bliver nødt til at snakke med barnet om holdets retningsliner, vil vi anmode om en samtale med barnet og dets forældre. Samtalen vil have følgende dagsorden:
a) Problemstillingerne og deres omfang
b) Ønsker til ændringer
c) Ideer til ændringer
d) Aftale om ændringsperiodens længde
e) Aftale om feedback tidspunkt.
Uden for gymnastiksalen forventer vi:
At barnet laver styrketræning hjemme de dage det ikke går til gymnastik. For at følge med i konkurrencerækkerne samt at blive en bedre gymnast, er dette en helt klar nødvendighed. Du kan finde alle øvelserne inde på hjemmesiden.
-
At forældre tilbyder deres hjælp ved diverse arrangementer. Hvis et konkurrencehold skal kunne fungere optimalt, er det nødvendigt, at forældre en gang i mellem giver en hånd med. Vi forlanger ikke fast ugentligt deltagelse, men forventer at forældre tilbyder deres deltagelse ved vores 3-5 arrangementer om året.
-
Hvis forældre oplever, at deres børn bliver kede af det, vrede eller lignende efter træning, kan de ringe til en af trænerne samme aften. Vi har besluttet, at for at tage henvendelser så alvorligt som muligt, vil vi ikke svare på SMS’er eller mails ift denne slags emner.
-
Kom og fortæl, hvis der er sket noget ”unormalt” i barnets dagligdag. Det har nemlig betydning for, hvor meget barnet kan overkomme til træningerne og hvor meget vi kan udfordre og presse dem. Det kunne for eksempel være nærer voksne der er blevet alvorlige syge, skilsmisser, dødsfald osv.
-
At forældre husker at melde afbud, hvis barnet ikke kommer til træning.
Særligt for 1. holdet:
På 1. holdet vil der være børn til forældretrænere. Disse børn er automatisk udtaget til holdet.
|