00
Kære forældre.
Vi har løbende samlet de mange spørgsmål, der er kommet til os som trænere - enten pr. mail eller som vokale lyde.  Mange af spørgsmålene er ens, hvorfor vi har samlet den her under FAQ = Frequently Asked Questions.
 
.....oOo.....
 
Hvis mit barn er ked af det efter en træning, hvad gør jeg så?
1. Knus, kys & kram.
2. Trøst.
3. Vær nysgerrig og snak.
4. Ring til en af trænerne og få en snak.
 
Hvorfor må børnene ikke have deres springsko på til konkurrencen?
Det må de faktisk også gerne. I træner gruppen er vi bare ikke helt enige om det æstetiske udfald af brug af sko. Derfor vil i høre Mick sige "NEJ" til gymnastiksko under konkurrencen og typisk et "JA" hos pigerne.
 
Hvorfor er det nødvendigt, at mit barn laver hjemmetræning, når det træner 2½ gang om ugen?
Gymnastik er en af de sportsgrene, hvor styrke er en væsentlig faktor for "succes" / dygtiggørelse. En anden og mindst lige så vigtig tilføjelse er, at en stærk krop kan klare flere belastninger. I mange af vores spring er kroppen udsat for store belastninger i skæve vinkler. Så skal kroppen holde til springgymnastik, er en stærk krop nødvendig.
Vi kan ikke undgå skader - men vi vil gøre alt for at forebygge dem!
 
Selvom jeg siger til min datter, at hun skal lave hjemmetræning, så gider hun simpelthen ikke. Hvordan får jeg hende til det?
He he.........her kommer lige en lille tjekliste som du som voksen kan gennemgå. Løsningen på problemet burde være blandt en af nedstående:

1. Manglende dagligdagsstruktur.
    - De fleste børn bruger sætningen "Hvad skal vi så?...og hvad skal vi så bagefter?". Børn har ikke det kognitive beredskab til at kunne skabe en dagligdagsstruktur. Med andre ord mister børn let overblikket og bliver frustreret. Frustrationen kan give sig til udtryk på mange måder, men de fleste vil "sætte hælene i jorden" og nægte at "bevæge" sig, før de har overblikket igen. Hjælp dit barn med dagligdagsstrukturen! God styrketræningsdiciplin er ikke "hovsa vi har da glemt.....!", men "lad os lige gennemgå dagen sammen....!"


2. Børn lever af "OMSORG - OPMÆRKSOMHED & KÆRLIGHED".
    - Det får de fra deres forældre. Vi voksne ved godt, at det måske mere handler om ilt, fedt, protein og kulhydrater. Min pointe er, at børn til en hver tid vil deltage der, hvor deres forældre giver dem opmærksomhed, samvær og anerkendelse/ros. God styrketræning er en fællesaktivitet. Deltager du - så deltager dit barn. Stopper du med at deltage - så stopper dit barn også.

 
3. Er der en belønning til barnet når det er færdig?
    - Prøv engang at tænke tilbage på sidste gang, hvor du fik ros/anerkendelse fra din leder på din arbejdsplads? Den slags virker ikk´! Børn har rent kognitivt ikke udviklet det samme niveau for "selv-belønningsstrategier" som voksne har. Det kræver nemlig abstrakttænkning og en livs-erfaringsflade.  Derfor kan det være en "gulerod" med en belønning forude. Og belønning behøves ikke nødvendigvis at være penge. Det kan sagtens være ekstra højtlæsning, dobbelt godnat sang, cykeltur med far efter aftensmaden, 15 min. fodbold sjov med mor på legepladsen, lov til at bestemme aftensmaden osv. En god hovedregel er, at belønninger skal være en "her & nu" betaling. I særdelshed for det lille barn. For det lidt ældre barn, kan et ugeskema på køleskabet med "smilies" eller krydser være supert.


4. Er opgaven for uoverskuelig?
    - Måske burde den opdeles i delopgaver eller mindre potioner. I stedet for at lave 1x30 armbøjninger så del det i 3x10.

5. Hvordan er barnets blodsukker - lidt eftermiddagsmad kan gøre mirakler.

6. Har dit barn fået sovet nok?
    - Der var den igen, den der med dagligdagsstrukturen!

 
7. Måske har dit barn bare fået nok af gymnastik for en stund
    -.......Det kan jeg egentligt godt forstå, med 2½ træning om ugen. Hold en lille pause eller engager dig helt vildt i projektet, så kommer lysten tilbage igen.

8. Overvej lige hvem der er "ejermand" for projektet. Er det dig eller dit barn? 
    - Vi mennesker går kun autentisk og helhjertet ind i de opgaver som giver mening. Ikke alle børn har lyst til at gå til gymnastik, selv om deres forældre syntes, at det er verdens fedeste idé.

 
Mit barn har ondt i hælene. Er der noget jeg kan gøre ved det?
JA...det er der faktisk. Heidi er uddannet fysioterapeut og ved en hel del om hælproblematikker, så hun er vores ekspert her inden for. Kontakt hende ved næste træning eller ring efter kl. 20:00. Telefonnummeret finder du under "trænere".
 
Hvordan kommer jeg med i sponsor-udvalget?
Uhhh....dejligt spørgsmål, som helt sikkert giver en ekstra forældre-stjerne :o) Hvis du gerne vil give en hånd med i sponsor udvalget, så vær sød at kontakte træner Malene Enevold. Du finder hendes telefonnummer under "trænere". Og så vil jeg bare lige sige, hvor er det dejligt, at du gider engagere dig og give en ekstra hånd. Det sætter vi stor pris på.
 
Hvorfor laver vores springhold ikke sådan nogle spændende opvisninger, lige som de der Opvisningshold i foreningen?
Det er fordi vi er et andet koncept. I vores koncept går vi op i konkurrence delen af gymnastikken. I konkurrence gymnastikken bruger vi alt vores energi på detaljer som ensartethed, strakte vriste osv. Om publikum bliver glade og får en oplevelse er ikke vores førsteprioritet. Opvisningsholdene bruger deres energi på sammesætning og konsensus.
 
Hvordan bliver jeg forældre-træner?
YES....! Der røg du direkte ind på en første plads over "super-forældre-listen"! Nej.....spøg til side. Vi bliver selvfølgelig ALTID glade, når forældre har lyst til at give en hånd med. Og så er det jo en SUPER fed måde, at være sammen med sit barn på. Det du gør, er at kontakte Mick, hvis du gerne vil have en uddybning af "forældretræner" rollen. Telefonnummeret finder du under "trænere".
 
Kan jeg gøre noget som forælder, for at lære mit barn at stå på hænder?
JA FOR POKKER!!! Og så er det skide skæg træning - både for store og små. Tænk lige hvis du også lærte at stå på hænder. Du vil blive "über" til næste julefrokost på din arbejdsplads. Mens de andre tosser rundt med halvdårlig hjemmegjort tangorytme, så hinker du rundt på labberne! Det holder da 100 %. Her på hjemmesiden under "hjemmetræning", finder du et helt håndstandsprogram fra A til Z. Ellers tak for spørgsmålet....jeg kan godt lide, at du har gjort dig de tanker :o)
 
Den der springgrav med de to store gulvlåger...er den sikker nok?
JA. Og hertil bliver springgraven kontrolleret en gang hvert år af sagkyndige folk. Der er opsat informationsseddel ved graven herom. Den finder du ved hæve/sænke maskineriet. Derud over har vi den regel på vores gymnastikhold, at KUN voksne må hæve eller sænke. Endvidere skal ALLE børn være bag den lilla streg, når vi hæver/sænker.  
 
 

Vaskeanvisning til opvisnings/konkurrencedragter
Behandling af flere-farvet dragt
For at undgå farveafsmitning skal følgende overholdes:
Inden 1. vask SKAL dragten skylles op i koldt vand iblandet eddike - må IKKE ligge i blød.
Dragten skal vaskes i koldt vand med flydende vaskemiddel - om IKKE må overdoseres.
Dragten må ALDRIG ligge i blød eller henligge i vaskemaskinen efter vask.
OBS: Dragter udarbejdet i metallic må ALDRIG komme i tørretumbler.
 
Vedrørende fødselsdage.
Når jeres børn har fødselsdag og gerne vil have noget med at dele ud, vil vi gerne opfordre til, at de medbringer noget sundt.
 
Klik her for at få dit eget GoMINIsite