Hvem er vi?

For godt 37 år siden stod jeg i en gymnastiksal for første gang. Jeg var lige knap 3 år gammel og havde min morfar i min hånd. Holdet vi gik på hed ”Old Boys”. Jeg forstod ikke så meget af det de snakkede om, men til gengæld kunne jeg lave de fleste af bevægelserne ligeså godt som de gamle.

I omklædningsrummet lærte jeg alt om at være en mand, drikke en kop kaffe (med sukker og fløde) og grine når der blev slået ”en morfar prut”.  Fra første sekund var jeg solgt til gymnastikken. Og jeg tør ikke tælle alle de timer jeg efterfølgende har brugt i en gymnastiksal.

21 år senere stod jeg i Finland med sitrende knæ, en alt for høj hvilepuls og et blegt ansigt. 11 gode kammerater stod som jeg, og alle var vi få sekunder fra at gå på gulvet til det første EM indenfor Spring/Rytme gymnastikken.

De 1000 tilskuer var som forsvundet i stilhed da musikken gik i gang. Dommernes øjne var at føle overalt. Men da jeg løftede armene til musikkens første fire takter, bredte der sig en gåsehud af ærefrygt og stolthed i min krop og jeg var pludselig sikker på, at intet i hele verden kunne slå mig.

De andre på holdet måtte have følt det samme. For den dag vandt vi alt. Serie, måtte og trampolin. Ingen nåede os til hofterne. Vi blev de første Europamestre i mix rækken indenfor spring/rytme gymnastikken.

Da jeg lå i min seng den aften – og ikke kunne sove – gik det op for mig, at jeg var i gæld. I gæld til alle de trænere, forældre, dommere og gymnastikorganisationer som havde brugt deres tid og energi på mig. De mange hundrede vis af mennesker igennem de mange år, havde alle på godt og ondt været med til at skabe den Mick der nu lå søvnløs i sin seng.
Jeg besluttede mig for den nat, at når jeg blev ”gammel” skulle det betales tilbage. En tilbagebetaling i form af træningstimer for børn og unge.

Sådan slutter min lille historie. Men som sådan er den ikke unik for de andre trænere. Alle har de lignende historier. Alle har vi oplevet gymnastikkens skabende indflydelse i vores liv. Og alle er vi vel på en eller anden måde i gang med at ”betale tilbage”.

Igennem de mange år som gymnaster, har vi lært hinanden at kende i gymnastiksalene. Venskaber opstod til trods for års adskillelse. Så da vi genfandt hinanden i Odder, har det ikke været svært at finde sammen og sætte projektet i gang.

Projektet kaldte vi for "MixSpring".

I starten handler gymnastik om gymnastik.
Men når den slutter, bliver den en del af et menneske.

Vi håber vi kommer til at give det tilbage, som vi fik.

Mick Ørting